Af journalist Mie Olsen
København er ved at drukne i events.
Men når en kontorroomie popper hovedet ind og fortæller om en genial idé til et nyt socialt koncept/ fyraftensevent/torsdagsbar/kultur i uformelle rammer/networking men ikke på den LinkedIn-agtige måde/kvalitetskunst der er til at betale, så lytter jeg…
Jeg er hverken skeptisk eller u-velvillig. Men hvad er det helt præcist, du vil Mikkel?
”Kender du det, når man sidder med nogle venner og diskuterer, om man skal tage i teateret, spillestedet eller operaen. Valget er for stort, det bliver meget at satse på ét kulturelt tilbud. Man ville ønske man kunne få kunst og kultur i mikrodosis og uden, at der er så mange forventninger,” siger han. Jeg indser for sent at han skal bruge en journalist til ’brun reportage’, og nikker med følelsen af at have forstået 30 procent.
Måske kommer vi sammen op på 50 procent i slutningen af denne reportage fra den første Kulturbodega 25. september.
Denne artikel er sponseret af Kulturbodega, der har bestukket forfatteren med billetter, et par gratis flaskeøl og en kartoffelpizza.
Pilsner og guitar i skoven
Mikkel har med underspillet nerve budt velkommen og fortalt, at Kulturbodega har været en personlig drøm i otte år.
”Hvis din far giver dig lov”, synger en mand, der lyder næsten identisk med Kim Larsen. Kim Hansen og Jesper Buhl Klærke udgør D-gas – tomandsbandet, der spiller op til dans i kulturbodegaens første akt. De er faktisk tre medlemmer, men den sidste er på et rigtigt arbejde, griner bandmedlemmerne.
De skålene musikere er naboer til Mikkel på Østerbro, og sangene har bragt dem sammen på tværs af parkeringspladsen.
Der er en lille solplet formet som en trekant i et hjørne af villaens baghave. Sæsonen er skiftet, men det er en af de sjældne stunder, hvor vi i fællesskab kan forestille os, at det stadig er sommer. Bodegaens første gæster skutter sig og kigger forventningsfuldt op mod spillemændene.
”Kan du huske sidste gang, der gik det galt med introen,” siger forsangeren og tilføjer, at de er vant til at spille for et mere ’livligt’ publikum.
Det tror jeg gerne – ægte værtshuse er svære at konkurrere med.
Alligevel breder der sig hurtigt en varme og en intimitet blandt os gæster. Der lugter af lejrbålsstemning og en rolig løssluppenhed. For hver Gasolin banger, afløst af hedengangne børnesange som Den lille Ole med paraplyen og Cykelmyggen Egon, sænkes mine skuldre let og jeg får en åbenbaring;
Mig bekendt er der ikke mange tilbud i byen, hvor folk kan komme og slappe af uden skjulte undertoner af at skulle præstere eller promovere. Selv i de frie kulturhusrammer, vi befinder os i, skal folk lige finde deres fødder i det uformelle.
Måske alene derfor, er der behov for en Kulturbodega. Jeg læner mig tilbage til lyden af Langebro og tror på, at det stadig er sommer.
Svære samtaler i et trygt rum
Fra haven rykker vi til balsalen i husets nederste etage – flokken på godt 60 mennesker. På en impromptu scene konstrueret af to stole og en vandremikrofon sidder Mikkel og forfatter Caroline Thrane. For hvert stop, når Mikkels refleksioner nye højder. Det samme gør mine egne.
Nu skal vi åbne op for et følsomt og sårbart emne, men vi har heldigvis poesien som redskab.
Og som Caroline understreger, er bodegaer jo netop et sted, hvor mange tager svære samtaler op i et trygt rum. Hun har skrevet den skønlitterære roman ’Stadig værd at elske’ om, hvordan tabet af forældreforhold trækker spor ind i alle andre menneskelige relationer gennem et barns liv.
Til Kulturbodega læser hun brudstykker af bogen op, og det skærer helt ind til sjælen. På den gode måde. Ordene minder om, hvordan de mest dramatiske og skelsættende øjeblikke af et menneskeliv ofte finder sted i helt ordinære og hverdagslige rammer – under radaren.
”Jeg er så bange for, at hun vil se mig for den, jeg virkelig er, og gå sin vej. Det er svært at tro på hendes kærlighed, mor, når du trak din retur,” læser Caroline.
Hun fortæller Mikkel og alle os andre, hvordan bogen handler om at bryde med et menneske, der er tæt på. Håbet er til stede, for ens liv slutter aldrig, heller ikke selvom man mister. Selv har jeg aldrig prøvet at have et problematisk eller fremmedgjort forhold til mine forældre, men hvert et ord rammer alligevel en dyb nerve.
Jeg kigger rundt i salen og bilder mig ind, at vi alle føler det samme. Nu er der vegetarisk mos med grøntsager på et brun sovsebagtæppe, stemningen ændrer form igen til en blanding af forsamlingshus og venne-komsammen.
Latinamerikansk voyage i drivhuset
I orangeriet er Mikkel blevet mere konferencieragtig. Der er kaffe og snøfler efter denne filmvisning, oplyser han. Nu skal vi have noget fra de syv verdenshave, noget der gør op med eurocentrisme og amerikansk-domineret popkultur.
Villaens udestue er flankeret af et middelstort lærred mellem marmor, halvtætte glasvinduer og fugtige træplanter. Ved siden af står filminstruktør Javier Tapia klar til at vise sin kunst-kortfilm Travelling Dust, der tager os med på de støvede landeveje til Chile, Mexico og Los Angeles, fortæller Javier.
Filmen er et værktøj til at portrættere oprindelige folk.
Handlingen tager afsæt i objekter og æstetiske billeder, som symbolsk skildrer håndelsbånd, den kulturel udveksling og migration mellem Latinamerika og USA. Der er ingen dialog. Selvom vi har bevæget os hen på aftenen, mestrer Kulturbodega-gæsterne stilhed og fokus.
Vi ser på smukke billeder af traditionelle danse og kjoler, omrejsende tivolier, sandede territorier med dybe kløfter og ørkenbuskadser, tingeltangel i boder, fastfood-annonceringer på flashende neonskilte, glimtende masker, funklende stjerner og nøgne ansigter. De afløser hinanden til lyden af rytmiske toner, mens mit sind zoomer ind og ud af visningen.
Jeg opfyldes af en slags universel eksistentiel begejstring over at rejse og lære i mødet med nye kulturer. Så mange kroge af kloden, steder fyldt med venlige folk, der vil én det godt. Lige nu kunne jeg rejse mig og gå ud af døren, tage et tog, en færge eller et fly og stå af ved enhver ende destination. Det hele skulle nok gå.
Min selvopløftende tankerække bliver afbrudt af et mere presserende behov. Øllene virker, og jeg lister mod toilettet. Her kigger jeg mig selvtilfreds i spejlet og tænker på, hvor mange oplevelsesstadier jeg har været igennem på få timers Kulturbodega.
Vinylmusik og pladder i baren
Fjerde og sidste akt er en gammel kending. Jeg er en inhabil og inkarneret fan af kulturformidler Lasse Wernblads eventkoncept ’Plader og Pladder’. Det handler om at samles og lytte til musiknumre på gammeldags manér – med omtanke for hvert enkelt track.
Bodegaen er rykket til baren i kælderen, hvor der er linet afspillere og vinyler op. Mikkel sætter scenen: Nu skal vi bruge den jukebox, alle kender fra deres favorit vandhul i kombination med folk, som altid skal shanghaje musikanlægget til at spille deres yndlingsnumre.
Vi har en ægte musikekspert i huset. Lasse træder til og roser Mikkel for at skabe et rum, hvor vi sammen skruer tempoet ned og nyder dejlige ting. Selv er han vicepræsident, og Mikkel er ’El Presidente’.
Snakken går lystigt ved bordene, mens Lasse understreger, hvordan der går noget tabt i vores sporadiske og afbrudte mobilafspilning af sange. I sin musikpræsentation kombinerer han en pædagogs tålmodige formidling med historikerens fakta begejstring og idealistens sans for nørderi.
Hans stemme fader ind og ud, alting flyder sammen, som bodegaen forvandler sig til en chill undergrundsklub drevet af de skråsikre toner af ’Harlem River’.
Vi kigger selvfede på hinanden til de introducerede sange og forestiller os, at det er hippe skatte, vi selv har fundet frem fra gemmerne i en skjult pladeforretning på en inspirationsrejse til Chelsea i New York. Kroppene bouncer let frem og tilbage i sæderne.
Aftenens officielle program slutter med den nigerianske sanger Obongjayar. Efter lidt tid i det sociales tegn opløses Kulturbodegaen i god tid før midnat, og de første pioneregæster begiver sig hjem i septembernatten.
Outro
Morgenen efter møder jeg Mikkel i villaen. Han ser glad og smadret ud, da han bakser beholdere, ølkasser, stole og den saftblander, han aldrig fik i brug, rundt mellem lokalerne. Fra den snoede trappe til førstesalen ser han på mig som et menneske, der har været fanget i en hvirvelvind og først lige fundet en vej ud.
Er du glad, spørger jeg? Ja, svarer han.
Nu er der to måneder til næste bodega, og det hele skal lige fordøjes. Mikkel tager fri de næste dage – han skal på Oslobåden med sine to børn.
Velundt, mumler jeg, i anerkendelsen af, hvor meget arbejde det kræver at fremtrylle en enkelt dag i fornøjelsens og fordybelsens tegn for et fællesskab, der endnu er ved at finde sin plads. Bag ethvert flygtigt kunstnerisk moment står en stærk ildsjæl.
Jeg hepper på Kulturbodegaen.
Skriv et svar